Om

Jeg er født og opvokset i Helsingør, hvortil jeg er vendt tilbage, efter at have boet en årerække på landet udenfor Kolding.

I puberteten havde jeg en stærk interesse for science fiction og tegneserier. Mine favoritter talte Enki Bilal, Moebius, Richard Corben og hele Heavy Metal genren. Jeg drømte om at uddanne mig indenfor tegning, men lod mig overbevise om, at det “kunne man ikke leve af”, og blev i stedet teknisk tegner.

Jeg har tegnet altid – eller i hvert fald siden 1. klasse, hvor min sidekammerat lærte mig at tegne prinsesser. Egentlig har jeg nok tegnet prinsesser lige siden – mit motiv er i hvert fald ofte kvinden. Ikke en bestemt kvinde, men snarere det “kvindelige”.

Min interesse falder på det, som foregår mellem mennesker, også når jeg kun viser ét menneske, for dybest set er vi jo alle alene; alligevel kan vi opleve stor forskel i graden af både ensomhed og det modsatte.

Hellere end at gengive virkeligheden præcist søger jeg at tegne eller male det, som erfares mellem linjerne.

Jeg er tilnærmelsesvis autodidakt og begyndte først at male sent. Jeg har dog fulgt kortere og længere kurser i blandt andet croquis tegning og akryl og akvarel maling. Senest har jeg deltaget i den amerikanske kunstner Nicholas Wiltons Art2life kursus “The Creative Visionary Program” og Karen Stampers “Concertina Sketchbook”.

Min smag er sammensat, både når jeg ser på andres kunst, og når jeg selv holder penslerne. Jeg kan lide modsætningerne: det helt stramme og langsomme sammen med det uregerlige og hurtige.

Jeg kan lide modsætningerne: det helt stramme og langsomme sammen med det uregerlige og hurtige….”

CV

Jeg har tidligere, fra 2016-2020 samarbejdet med Galleri Kongsbak i Esbjerg, hvor et udvalg af mine malerier var udstillet. Nu kan du undertiden aftale at se mine billeder hos mig…….!

Kurser:

* Concertina sketchbook v. Karen Stamper, 2018.
* Creative Visonary Program v. Nicholas Wilton, Art2life, 2018.
* Monochromt portrætmaleri v. Anne Juul Christophersen, 2017.
* Collage v. Rie Brødsgaard og Charlotte Bruun, 2016.
* Akrylmaleri og mixed media v. Rie Brødsgaard, 2015/ 2016.

Udstillinger m.m.:

2020
* Egebæksvang Sognehus, januar

2019
* Medvirken i bogen “101 Kunstnere”

2018
* Vejle Sygehus Kunstforening
* Åbne døre i Vejle og omegn
* Påskeudstilling i Galleri Art Corner
* Sydjysk Kunstforenings Censurerede Udstilling

2017
* Social- og Sundhedsskolen i Fredericia
* Galleri Prinsessegade 39 i Fredericia
* Helsingør Kunstgalleri’s kunstnertræf 2017
* Åbne døre i Vejle og omegn
* Sydjysk Kunstforenings Censurerede Udstilling

2016
* Galleri Kongsbak i Esbjerg
* Vadehavets Censurerede Udstilling i Skærbæk

Presse

JydskeVestkysten fredag 28. oktober 2016:

………..kan fremhæves Tina Tanderup fra Jordrup ved Kolding, som censorerne var meget begejstrede for. Hun har fået antaget seks kunstværker og arbejder med collage, hvor maling med akryl, tusch, papir, pap og klæde komponeres sammen. Det er spændende at kigge på hendes værker, for de giver ofte et meget forskelligt indtryk, hvis man ser fra længere afstand eller tæt på, hvor hendes karakteristiske små verdener inde i billederne træder frem. Her er tale om “mixed media” i kyndige hænder.

Kunst til bred fortolkning

Tina Tanderups kunst åbner for meget brede fortolkninger: Kunstneren udfordrer den interesserede og nysgerrige beskuer. Fremhæves skal hendes “Selfportrait” domineret af kraftig grøn farve. Ansigtet er udvisket i mørkt. Figuren har friskt blod på hænderne . Hvad er der sket – ligger forklaringen i horisontens huse? Hun har også tre malerier side ved side med titlen “Fat angle 1-3″. Ansigtsløse, velproportionerede kvindefigurer dokumenterer, at man godt kan være en engel, selv om man måske ikke har et BMI under 18. Man kan sagtens være en engel på den fede måde, sagde Tina Tanderup ved afleveringen af sine kunstværker til udstillingen.